tirsdag den 20. september 2011

Vaniljekage

Jeg fik lyst til at mixe vaniljebunde og chokoladebunde i den sidste kage jeg lavede, derfor skulle jeg finde en god opskrift på vaniljebunde. Jeg fik i et øjebliks klarhed den ide at ændre lidt på opskriften til den svampede chokoladekage. Den var ikke nogen dårlig ide! Opskriften blev således:

Svampet vaniljekage.

Opskrift til en stor bradepande.

150g smør
450g sukker
3 æg
675g mel
3 tsk natron
½ tsk vaniljepulver (fås bl.a. fra urtekram)
7½ dl kærnemælk


Smelt smørret evt. i mikroovnen og rør det med sukkeret. Tilsæt æggene, et ad gangen og pisk det lyst og skummende. Bland mel, natron og vanilje. Sigt det i dejen skiftevis med kærnemælken. Fordel dejen i en bradepande med bagepapir. Bag kagen nederst i ovnen ved 200°c (almindelig ovn, altså ikke varmluft) i 20-25 minutter.

Når kagen er afkølet lidt, ca. 15 min., vendes den ud af formen og køler videre igen ca. 15 min. Herefter pakkes kagen grundigt ind i film og folie og kommes i fryseren eller køleskabet til den skal bruges. En gennemkold, sat kage, er nemmere at skære ud og fylde, i det hele taget nemmere at arbejde med. Kan med fordel bages et par dage før den skal bruges.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar