fredag den 13. juli 2012

Pink cakepops.

Som indflytter blomst til min søster havde jeg lavet pink cakepops.



De pink cakepops er lavet af sandkage tilsat smørcreme. her er en DIY på hvordan man gør. De er dyppet i Wiltons Candymelts i pink og drysset med frysetørret jordbær.





torsdag den 12. juli 2012

Storesøsters fødselsdagskage.

Min storesøster havde fødselsdag og housewarming og det krævede selvfølgelig noget kage.




Kagen er Chokoladekage m hyldeblomst mousse og chokolade-ganache og smurt op med samme chokolade-ganache af mørk chokolade. Opskriften på ganache finder du her.

Kagen er overtrukket med Wiltons fondant som jeg har præget med et takket hjul så det ligner syninger. Jeg havde ikke lige en skabelon, så det er gjort i fri hånd. Resultatet kunne være værre, men næste gang er det absolut med skabelon. Fondanten er farvet med pastafarve og siden dustet med pulverfarve og spiseligt glimmer. Sidst har jeg sprøjtet lidt kanter og skrevet tillykke med chokolade-ganache jeg havde til overs.

Blomsterne er lavet i Wiltons fondant tilsat tylose. Blomsterne er lidt fri fantasi, hvor jeg gik lidt efter glade farver frem for at de så rigtige ud.

Som overraskelse og indflytningsgave havde jeg lavet Cakepops, mere om dem senere.

onsdag den 11. juli 2012

Jordbær-Chokoladecupcakes.

Vi skulle på et hyggeligt visit hos gode venner i foråret og jeg måtte lige ha lidt kage med. Jeg er ved at blive meget lun på cupcakes, så det måtte det blive.

Jeg havde også lidt friske jordbær stående som skulle bruges. Så jeg besluttede mig for Jordbær-Chokoladecupcakes med forårsgrøn creamcheese frosting og et jordbær på toppen.



Jeg bruger en grundopskrift på muffins som jeg har haft stor succes med.

Muffins-Grundopskrift. (12-15 stk)

150g blødt smør.
200g sukker.
3 æg.
1 tsk vaniljesukker.
150g hvedemel.
1 tsk bagepulver.

Fremgangsmåde:

Pisk smør og sukker rigtig godt sammen, til det er hvidt. tilsæt æggene et af gangen og pisk godt mellem æggene. Når det er piske godt sammen tilsættes vaniljesukker, hvedemel og bagepulver og der piske til det lige er samlet og en ensartet masse (piskes for meget bliver det flade muffins, for de hæver ikke ordentligt).

Nu puttes der fyld i, hvis man ønsker. Jeg tilsatte ca. 100g hk. chokolade og 150g hk. jordbær i dejen. men mulighederne er endeløse.

Husk med hensyn til forme at hvis ikke man har en muffinsbradepande hvor papirsformene får støtte så de ikke flyder ud. Kan man med held bruge dobbelt forme altså to oven i hinanden, eller man kan få nogle kraftigere muffinsforme med foldet kant som godt kan holde på formen.

Fordel dejen i forme og bag dem i ovn på almindelig varme (over/undervarme) ved 200 grader i ca 15 min (det varierer ved forskelligt fyld). Stik ned i midten af kagen med eks. et grillspyd, er der ikke noget der hænger ved, er de færdige.

Lad dem køle helt af, inden du pynter dem.

Jeg har pyntet med creamcheese frosting og har brugt flg. opskrift:

Creamcheese frosting.

125g Philadelfia neutral smøreost (ikke fedtfattig for så bliver den tynd).
50g meget blødt smør.
Flormelis efter smag og behag.
1-2 tsk vaniljesukker.

Fremgangsmåde:

Pisk smør og ost sammen og cremet. Tilsæt sukker og vanilje og pisk langsomt massen sammen. Når det er samlet, skrues op for hastigheden på piskningen og så piskes det til det er let og luftigt og holder god facon. Man skal væbne sig med tålmod, for jo bedre det pisket, jo mere let og fluffy bliver det.

Det er totalt yndlingscupcakes for tiden. Lavede dem igen til Sankt Hans og pyntede med orange frosting og en lille jordbær heks. (har desværre ingen billeder).